Udskriv siden

Lige ved og næsten

Af: Erik Nyblom

Tre af Herning Brydeklubs lovende drengebrydere, stillede i weekenden op på et kombineret hold med Randers, til de danske holdmesterskaber i drengekategorien.

Herning stillede med brydere i de tre letteste vægtklasser, på det syv mand stærke hold; Emil Pagh i 32 kg klassen, Peter Schmidt i 35 klassen og Paw Sørensen i 38 kg klassen.

Der var syv hold til start og Herning/Frem havnede efter lodtrækningen i puljen med fire hold. I første omgang blev det til sejr over Brydeklubben Hercules fra Odense, hvor alle tre Herning brydere sørgede for point til det samlede regnskab. Herefter blev til et klart nederlag til hjemmeholdet fra Åbyhøj.
I den sidste puljekamp stod Heros, Frederiksværk for modstanden og da Heros også havde vundet over Hercules og tabt til Thrott, ville vinderen af den sidste puljekamp kvalificere sig til semifinalen. Både Emil og Paw vandt deres kampe medens Peter, der skadede sit knæ i kampen mod Thrott, ikke længere kunne yde ”normal” indsats tabte sin kamp i 4-3 sejren over Heros.

I semifinalen mødte holdet de forsvarende mestre fra Nykøbing og her blev det til et ganske klart nederlag, selvom både Emil og Peter scorede holdpoints. Dermed skulle Herning/Frem møde Frederikshavn i bronzekampen. På papiret lignede det en meget lige kamp, måske med en lille fordel til Herning/Frem. Desværre går det jo ikke altid som håbet og selv med de gode takter bryderne havde vist ved se seneste par stævner samt i de indledende runder ved holdmesterskabet, blev det til et sviende 3-4 nederlag til rødspætterne, hvor Emil var eneste Herningbryder, der vandt sin kamp. I finalen vandt BK Thor fra Nykøbing mesterskabet for 14. år i træk.



07.12.2008