Junior VM 2010
Af: Erik Nyblom
I dag, søndag, rejser Fredrik Bjerrehuus til Ungarns hovedstad Budapest, hvor verdensmesterskaberne i brydning for juniorer arrangeres. Den danske delegation består udover Fredrik af landsholdskollegaen Anders Ekstrøm fra BK Thor. Træneransvaret ligger hos Thor H. Pedersen, der har Håkan Nyblom med i trænerstaben. Bestyrelses- og eliteudvalgsmedlem Frank L. Jensen er holdleder for det lille, men slagkraftige hold.
For godt to uger siden stillede Fredrik op ved Junior EM, hvor det kun blev til en enkelt kamp i 60 kg klassen. Her mødte han Edgar Melkumov fra Polen og tabte med pointene 0-6, 2-0, 0-3. Bryderne kender hinanden forholdsvis godt og for Fredrik, som er kendt som en lidt ”slow starter” var det værst tænkelige modstander at have i første omgang.
Mesterskabet i Ungarn bliver Fredriks sidste som juniorbryder, idet han rykker op i seniorrækken til nytår. Han kan ikke forvente at få en ”let lodtrækning” i første omgang, men skal være helt på toppen fra første dommerfløjt. Det har Thor og Håkan arbejdet en hel del med, de sidste 14 dage.
Fredrik, der stiller op i 60 kg klassen, skal til indvejning mandag den 19. juli kl. 18.30-19.00 sammen med bryderne i 50, 74 og 96 kg klasserne. Indledende kampe inklusive semifinaler og repechage afvikles tirsdag kl. 13.00-18.30. Finaler afvikles samme aften, kl. 19.30-21.30.
Anders Ekstrøm stiller til start i 55 kg klassen, der skal til indvejning tirsdag aften og skal kæmpe om medaljerne onsdag. Ligesom Fredrik er det han sidste start til et juniormesterskab, så motivationen burde ikke fejle noget.
Du finder startrækkefølge og kampresultater via FILAs JVM-site.
18.07.2010