Udskriv siden

Herning Brydeklub danske holdmestre for drenge

Af: Bent Lauritsen

Herning Brydeklub blev for første gang siden 1993 danske mestre for drengehold. Støttet af omkring 50 fans fra klubben vandt klubben det danske mesterskab for hold i drengebrydning (10-14 år) i Frederiksværk.
Der blev en højspændt atmosfære lige fra første holdkamp, hvor det blev til en 4-3 sejr over Thor Nykøbing, som tidligere har domineret dansk ungdomsbrydning. Lettere gik det mod Frederikshavn med en 6-1 sejr. Derefter blev det til 4-3 over Thrott Åbyhøj, der på forhånd var udset som Hernings værste modstander.
Særligt Emil Pagh var helt i sit es, og i 47 kg næsten blæste sin "onde ånd" Oliver Kryger ud af madrassen med 6-0 og 4-1. I finalen blev Heros, Frederiksværk ligeledes slået med 4-3 i endnu en ekstremt tæt kamp. Her var det atter Emil Pagh, der var den store sejrherre, da han vandt over stærke Mikkel Lassen. Som holdets ankermand havde Herning, den tredobbelte drengemester Peter Schmidt, der i 59 kg var sikkerheden selv - kun en modstander formåede at score et enkelt point, medens Peter scorede i alt 29 point på sine fire modstandere. Næste år rykker Emil og Peter op som ungdomsbrydere og klubbens træner giver Herning Folkeblads udsendte ved Venne Cup ret - de kan være på vej direkte ind på ungdomslandsholdet.


Det danske mesterhold består af Esben Hillebrandt i 32 kg (to sejre), Silas Villumsen i 35 kg (fire sejre), Louis Buur i 38 kg (to sejre), Oliver Shiermer i 42 kg (en sejr), Emil Pagh i 47 kg (fire sejre), Ditlev Hillebrandt i 53 kg (en sejr) og endelig Peter Schmidt i 59 kg (fire sejre). Hertil kommer reserverne; Mathias Christensen (38 og 42 kg), Nicklas Dyhr (47 kg), Sebastian Hammelsvang (53 kg) samt Andreas Hjort (59 kg).

04.12.2011