Guld og sølv ved DM
Af: Erik Nyblom
BK Thrott fra Åbyhøj arrangerede i lørdags det danske mesterskab i brydning. Deltagerantallet var noget lavere end tidligere år, hvilket til dels skyldes at nogle af de unge brydere deltog til et stævne i Sverige og at nogle af ”motionisterne” valgte ikke at stille op i år.
Det blev favoritsejre i 55, 60, 66, 74 og 84 kg klasserne. I 96 kg klassen vandt den anden seedede Niels Esbensen fra Nykøbing. I 120 kg klassen stod Esben Fonnesbek, BK Thrott, Åbyhøj for en af de største overraskelser, ved at vinde den fire mand store vægtklasse.
66 kg klassen var den mest interessante, set med Herning øjne da klubbens begge deltagere stillede op i denne klasse. Der var fem mand til start i vægtklassen, hvorfor vinderen skulle findes efter at alle deltagere har mødt hinanden.
I første omgang vandt Håkan Nyblom med 4-0, 2-0 over Mikkel Bertelsen fra Horsens. Her vandt Fredrik Bjerrehuus med 7-0, 7-0 overe Jonas Pedersen fra Frederikssund.
I anden omgang var Håkan oversidder og her skulle Fredrik ud i tre perioder, inden sejren kom i hus over Mikkel Bertelsen fra Horsens, med cifrene 0-1, 1-0, 4-1.
I tredje omgang vandt Håkan 6-0, 7-0 over Jonas Pedersen fra Frederikssund og Fredrik vandt med 2-0, 4-3 over Dennis Jensen fra Åbyhøj.
I fjerde omgang var det Fredriks tur at være oversidder og her var det Håkans tur at besejre Dennis Jensen; denne gang med klare 7-0, 4-0.
Dermed var det lagt op til en rigtig finale mellem de to Herning brydere. Der var ikke den store tvivl om hvem der var den bedste, men Fredrik kæmpede godt hele kampen, der endte 1-0, 2-1 i Håkans favør. Med denne sejr er Håkan nu oppe på 10 danske mesterskaber.

Foto: Klaus Sletting Jensen
26.04.2009