Fredrik nr. 5 ved Junior VM
Af: Erik Nyblom
En klart godkendt, men stadig lidt skuffende placering for brydeklubbens talent, ved hans sidste optræden ved juniormesterskaberne.
Junior VM arrangeres denne uge i Ungarns hovedstad, Budapest. Første konkurrencedag, var bryderne i 50, 60, 74 og 96 kg klasserne til start. Hernings Fredrik Bjerrehuus vejede ind i 60 kg klassen, der havde 27 mand til start. Fredrik trak nr. 25 ved lodtrækningen i forbindelse med indvejningen mandag aften.
Tirsdag eftermiddag lagde han ud med en 1-0, 3-0 sejr over Ruslan Tsarev fra Kirgisistan. I 1/8 finalen mødte han Valentin Tsvetkov fra Bulgarien. I denne kamp viste Fredrik at det dårlige resultat ved EM kun var en enlig svale og efter at have vundet første periode 1-0 var han sikkerheden selv i anden periode, som han vandt med pointene 6-0.
Modstanderen i kvartfinalen var den regerende junioreuropamester, Kamcan Mammadov fra Aserbajdsjan. Fredrik var godt kørende og tog initiativ, men Mammadov var bedre og ”straffede” Fredrik, hver gang han forsøgte score point. Kampen endte 3-0, 3-0 til Mammadov.
Mammadov vandt også semifinalen over modstanderen fra Armenien, hvilket betød at Fredrik, der havde tabt til finalisten, via en kvalifikationskamp kunne avanceret til kampen om den ene bronzemedalje.
Kvalifikationskampen mod Christinel Motoi fra Rumænien fulgte opskriften fra tidligere kampe. Fredrik vandt første periode 1-0 og skruede bissen på i anden periode, de blev vundet 5-1. Dermed var Fredrik klar for kampen om bronzemedaljen.
Modstanderen var den tabende semifinalist, Aleksan Mikayelyan fra Armenien. Første periode startede med at begge brydere kiggede hinanden an, men midt i perioden lavede modstanderen et dyk ind på livet på Fredrik, der var nødsaget til at give et point væk. Mikayelyan scorede yderligere to point og vandt første periode 3-0. Anden periode var også meget jævnbyrdig og begge brydere forsøgte score et afgørende point, men de første 90 sekunder endte 0-0 og da Fredrik havde rød tricot, var det modstanderen der fik lov til at starte øverst i den afsluttede 30 sekunders parterre. Fredrik snød modstanderen ved at rejse op, direkte efter dommerfløjten og var meget tæt på at vinde perioden, da han blot skulle holde modstanderen fra at score i 30 sekunder. Det hele sluttede desværre meget dumt, da Fredrik ”slappede af” nogle få sekunder før kampen var over og modstanderen scorede et enkelt point i det sidste sekund.
Havde han ”holdt ud” havde han vundet perioden og dermed havde kampen gået ud i tredje og afgørende periode, hvor alt kunne ske. Nu gik det ikke denne gang, men den første danske junior VM medalje nogensinde, var meget tæt på.
20.07.2010