Fredrik nr. 3 i Polen
Af: Erik Nyblom
Fredrik deltog sammen med resten af juniorlandsholdet til de åbne polske mesterskaber i weekenden. Stævnet blev afholdt i byen Zamosc, tæt på grænsen til Ukraine og Slovakiet. Der var over 150 deltagere fra Polen, Ukraine, Hviderusland, Tjekkiet, Slovakiet, Litauen og Danmark.
Fredrik stillede op i 60 kg klassen, der havde 16 deltagere fra Polen, Ukraine, Hviderusland og Danmark. I første omgang mødte han Grzegorz Wanke fra Polen i en tæt kamp, der endte 1-0, 0-2, 3-0 til Fredrik. I kvartfinalen blev det til et nederlag til Lenur Temirov fra Ukraine med pointene 0-1, 2-8. Fredrik var lidt ukoncentreret i første periode og fik ikke scoret point, hverken i stående eller parterre. I den anden periode forsøgte Fredrik et inddyk, men snublede og det blev straffet omgående. Bagude 0-3 satsede Fredrik ”hele butikken”, hvilket denne gang åbnede op for endnu flere point til modstanderen.
I Polen brugte de et ”gammelt” kampafviklingssystem, hvor bryderne efter første omgang blev delt i to puljer – vinderne i A-puljen og taberne i B-puljen. Efter en tabt kamp i A-puljen, blev bryderen flyttet over i B-puljen og efter en tabt kamp i B-puljen var man ude.
I sin første B-pulje kamp mødte Fredrik sin træningsmakker, Troels Birkshøj fra BK Thor og vandt med pointene 1-0, 3-0. Herefter blev det til en 3-0, 6-0 sejr over Karol Kosla fra Polen, hvilket kvalificerede Fredrik til bronzekampen.
Bronzekampen blev også et danskeropgør, da Fredrik mødte Tobias Fonnesbek fra Thrott i en kamp der endte med en 3-0, 1-0 sejr til Fredrik.
16.03.2010