Fredrik nr. 3 i Holland

Af: Erik Nyblom

Fredrik Bjerrehuus endte på tredjepladsen ved påsketurneringen i Utrecht, Holland i juniorernes 66 kg klasse, der talte 18 deltagere fra 6 nationer.

I første omgang vandt Fredrik 1-0, 3-0 over Alexander Killian fra Frankrig. I kvartfinalen blev det til en pointsejr på 4-1, 7-0 over finske Tapio Helminen.
Semifinalekampen mod Sebastian Brandström fra Sverige blev en meget tæt kamp, der skulle ud i tre perioder. Brandström vandt første periode 2-0 og det samme gjorde Fredrik i anden periode. Efter 0-0 i de første 90 sekunder i den tredje periode, var det Fredrik der skulle nederst i parterre og skulle dermed forsvare sig til en plads i finalen. Fredrik gjorde det udmærket, men dommerne mente at Fredrik brugte benet lige lovlig meget i sit forsvar, hvorfor han fik en advarsel og modstanderen fik et point, der var nok til at vinde perioden og dermed også kampen.
I bronzekampen stod franske Mohamed Aziz for modstanden, men her viste Fredrik flot fightervilje og efter at have tabt første periode 0-1 vandt han de to resterende perioder 2-0.
 

14.04.2009