Historie

Starten af Herning Athlet Klub

Indlæg af Knud Pedersen i forbindelse med klubbens 50 års jubilæum.

HAK har altid haft dygtige ledere, der har bragt klubben frem til en position, der nøgternt bedømt må give en placering som én af de fem bedste i Danmark. Men hvis jeg har forstået det ret har HAK orden i sine protokol­ler og kan, ud fra disse, beskrive udviklingen i HAK fra den tid i 1933 hvor vi, med en indkøbt svensk brydebog som grundlag, begyndte at sætte os ind i brydekunstens mysterier, og til nutiden, hvor det ikke er nogen sensation, at der hentes danske seniormesterskaber hjem til klubben. Det jeg, i denne lille artikel, gerne vil fortælle om er, dels det der nævnes i overskriften, men også nogle minder fra den allerførste tid, sådan som de har formet sig i min hukommelse.

Overvejelser og usikkerhed
Som det sikkert er velkendt var trediverne en meget fattig tid, og en del af det efterfølgende må læses med det i erindring. Mit fødselsår er 1914, og som 14-årig blev jeg »Truelsen-dreng«. Det var den almindelige benævnelse på os unge, der passede Rachelvæve. Det normale var, at vi blev fyret som 18-årig, så da den daværende væveme­ster på Stigårds Tricotagefabrik, J. M. Jensen, i 1930 tilbød mig arbejde, tog jeg til Kolding. Det var her interessen for brydning blev skabt. Charles Jessen var KIFs store navn, men også Alsiabrydere som Cornus Mensing og Johan Siboska gav interessante kampe. Men mere end no­get andet var det nok Abraham Kurland HAKOAH og Aage Meier DAN, hvis kampe blev nøje beskrevet i det dejlige Idrætsbladet, som udkom hver uge, der afgjorde at bryd­ning skulle være min idræt. Men jeg fik kun snu­set til brydning i Kolding, for lige da jeg begyndte træning, i 1932, blev jeg arbejdsløs og tog til Her­ning igen. Jeg talte med en kammerat, Ejnar Ol­sen, om vi ikke kunne starte en klub, det mente han nu ikke vi kunne. Jeg var dog stædig og blev ved med at tale om det. OK sagde han så, hvis du indkalder til møde kommer jeg selvfølgelig, og hvis der bliver noget ud af det indmelder jeg mig, men atletik er og bliver min interesse. Vi var altså kun 2 sikre medlemmer, for andre kammerater jeg spurgte interesserede sig kun for fodbold, men jeg gik til værten i Håndværkerforeningen og spurgte hvad mødelokalet kostede. In­genting hvis der bliver omsætning men ellers 15 kr. Det gav mig nogle betænkeligheder, for det var mere end en uges arbejdsløshedsunderstøttel­se. Heldigvis, men dengang tog jeg skam dette lil­le spil alvorligt, havde værten i Håndværkerfore­ningen ikke bedt om navn og adresse, men blot noteret i kalenderen »stiftelsesmøde for en bryde-klub«.

Men usikker var jeg, for jeg ville have følt det som et nederlag og en ydmygelse, hvis den gode plan væltede fordi jeg ikke havde det beskedne beløb der, næsten, var nødvendig at sætte ind. Så gik turen til Herning Folkeblad, hvor jeg kendte redaktionssekretæren. Jeg spurgte ham ligeud, om jeg måtte skrive en indbydelse til stiftelsesmøde, men bruge dæknavn. Det må du godt, men hvis der dukker noget uforudset op i den anled­ning, så vil bladet ikke have vrøvl, men opgiver navn og adresse.

Det fandt jeg OK. Indbydelsen kom på og under­skrevet af Børge Madsen. I denne lille artikel an­modede jeg en tidligere bryder, frisørmester Ba­den Nielsen om at medvirke ved stiftelsen. Og så ventede jeg spændt på den store dag.

Børge Madsen var ikke til stede
Det blev succes. Vi ventede lidt på Børge Madsen, men da der var gået en 10 minutter, foreslog Ba­den Nielsen, der havde efterkommet indbydelsen, at vi drøftede mulighederne. Der viste sig stor in­teresse. Af de ca. 30 fremmødte var der, hvis min hukommelse ellers er i orden, kun et par stykker, der ikke indtegnede sig som medlem. Vi fik sam­mensat en bestyrelse. Og så gik det stærkt. Ingvard Poulsen, der arbejdede på sin fars sadelma­gerværksted, skulle »bygge« en madras - billigst muligt. Min opgave blev at skaffe lokale. Alle gymnastiksale var belagt, men vi ville i gang om­gående og det lykkedes at få salen på Vestre Gæstgivergård. Sal er måske for fint udtrykt. Der var ingen varme og dørene var så utætte, at sneen føg gennem lokalet. Vi betalte ikke leje, men efter en mundtlig aftale skulle vi efter hver træningsaf­ten købe 5 kopper kaffe med brød, men det var overkommelig for de 5 kopper kaffe med brød kostede 5 kr.

Kulden i lokalet havde den fordel, at der blev træ­net hårdt hele tiden. Der udviklede sig et helt fan­tastisk godt kammeratskab blandt klubbens med­lemmer og ligeledes blev klubben meget anset i Herning, fordi klubbens medlemmer altid viste, som det hed dengang, »nobel opførsel«. Det var i høj grad noget man lagde vægt på, fordi byen var så stærkt præget af Indre Mission.

Klubbens første år
Alle gode gange tre, siger man, og det gælder også for brydesporten i Herning. Allerede i 1911 og igen i 1919 forsøgte man at starte en bryde-klub, men begge gange uden held, idet de kun eksisterede i få dage. Men ved det tredie forsøg lykkedes det, nemlig den 3. februar 1933 - i dag for 50 år siden.

I januar måned 1933 havde to brydeinteresserede mænd, Johs. Lynggård Olesen og Knud Petersen, for egen regning indrykket en annonce i Herning Folkeblad, hvori de indbød alle brydeinteressere­de til et møde for at starte en brydeklub. Mødet afholdtes på Håndværkerforeningen den 3. februar 1933, og der var stor interesse for sa­gen, idet der var ca. 50 personer mødt op. Herning Athlet Klub blev startet med et medlems­tal på 36, og den første bestyrelse bestod af: For­mand, blikkenslager Valdemar Christensen, kas­serer, smed AK Hansen, sekretær, væver Knud Pedersen, og den øvrige bestyrelse bestod af for­gylder E. Olesen og gartner Th. Rasmussen. For at skaffe penge til en brydemadras, enedes man om at indbetale tre måneders kontingent for­ud. Klubben havde i starten til huse i Vestre Gæstgi­vergårds sal, og de første træningsaftener var der mange deltagere, men efterhånden var der kun en halv snes virkelig interesserede tilbage, de trænede til gengæld hele sommeren.

De første kampe
Det første stævne, herningbryderne deltog i, blev holdt af boldklubben »Herning Fremad« ved denne klubs sportsfest d. 9. juli 1933. Modstan­derne var fra Thisted Athlet Klub og Herning vandt 5-1.

Efter stævnet fik klubben en del flere medlem­mer, og træningen blev flyttet til gymnastiksalen i Bethaniagade, hvor forholdene var helt ideelle og da klubben samtidig fik Jysk Athlet Unions rejse­instruktør, kom der rigtig gang i brydningen i Herning.

Det første stævne som klubben selv var arrangør af afholdtes den 8. oktober 1933 på Håndværker­foreningen mod Holstebro Athlet Klub. Der var ca. 200 tilskuere, og det blev et godt og jævnbyr­digt opgør som Herning vandt med 5-4. Herefter kom der rigtig gang i stævnerne. Klub­bens brydere blev inviteret til bl.a. Holstebro, Ribe og Silkeborg. Endvidere deltog bryderne i unionens begyndermesterskaber, hvor klubben allerede i 1934 blev kåret som bedste deltagende klub.

Der var efterhånden mange brydere i HAK, fx var der til et stævne mod »Thor« Vejgård den 13. januar 1935 på Hotel Herning et hold på i alt 18 mand. Det var gode brydere, og i årene der fulgte, indtil først i 40'erne var det den samme stamme, man byggede hold op om. Det bevirkede, at HAK igennem disse år næsten aldrig tabte en klub­match.

Kredsmesterskab
Herning Athlet Klub fik sit første kredsmester­skab den 26. januar 1936, idet Volmer Sejersen blev nordjysk mester i letvægt. Mesterskaberne blev afholdt på Hotel Herning, og da Volmer vandt sit mesterskab, var jubelen så stor, at der var fare for, at taget skulle ryge af ho­tellet. Det var en stor dag for HAK Volmer kunne have nået meget langt indenfor brydning, men på grund af en skade i nakken, måtte han opgive brydning som aktiv allerede i 1936. Han opgav dog ikke sporten, idet han på le­derplan, er den person, der har gjort den største indsats for brydesporten i Herning.